Gauerslund Sogns Antenneforening

TV | INTERNET | BREDBÅND | BØRKOP | BREJNING

Nyt programudbud i 2020

Opdateret 21.november 2019.

Farvel til Discovery Networks kanaler
Det er nu en kendsgerning, at YouSee og Discovery Networks ikke når at få en aftale på plads inden årsskiftet.
Det betyder desværre, at Discovery Networks kanaler ikke vil være tilgængelige, hverken i de faste tv-pakker eller i Bland Selv-pakkerne fra 1. januar.

De fleste har nok allerede hørt om den igangværende konflikt mellem YouSee og Discovery Networks, da medierne ikke har været sene til at finde de store sensationsoverskrifter frem.
Desværre har trangen til at forholde sig til fakta ikke altid været lige så stor, som når det f.eks. har heddet sig, at det er helt slut med at se herre landsholdet i fodbold hos YouSee fra 1. januar.
Fakta er, at når der er EM i fodbold til sommer, så er det DR og Viasat, der har rettighederne til alle kampe og ikke Kanal 5 fra Discovery Networks!
Derimod har Kanal 5 rettighederne til kvalifikationskampene til EM, som jo heldigvis er i hus og kvalifikationen til VM spilles først i foråret 2021!
Læs mere her: "TV-krigen: Ingen betydende landskampe på Discovery i 2020"
Læs meget mere om hvem der sender din yndlings sport her: mustsee.yousee.dk/tv2020-sport

Baggrunden for konflikten.
Fakta er, at det reelt kun er de to parter, der ved, hvad der præcist er baggrund for konflikten, og hvad der skiller dem fra at kunne indgå en aftale.
Men der er nok ingen tvivl om, at prisen på kanalerne spiller en væsentlig rolle samt kravene til, hvor mange af Discovery Networks kanaler YouSee skal forpligtige sig til at have i de forskellige faste tv-pakker. Fra Discovery Networks side har det lydt til at være et spørgsmål om ”alle kanaler eller ingen kanaler”, hvilket der ind til nu ikke har kunne opnås enighed om.De tilbagevendende årlige prisstigninger stritter vi jo alle imod, så spørgsmålet er naturligvis også, hvornår smertegrænsen er nået i forhold til ønsket om at beholde de omtalte kanaler.

Det er naturligvis meget individuelt for den enkelte seer, hvor smertegrænsen måtte være, hvorfor den bedste løsning også ville være at flytte en del af de dyre kanaler med højt sportsindhold ud af de faste tv-pakker og over i Bland Selv- universet, hvor den enkelte husstand selv kan vælge hvilke kanaler, man vil se.
Det jubler programudbydere som Discovery Networks, Viasat, TV2 mfl. naturligvis ikke over, da de frygter, at det vil betyde færre betalende kunder og mistede reklameindtægter.

Vi ser i disse dage, at de øvrige tv-udbydere på markedet varsler stigninger på Grund- Mellem og Fuldpakken, hvor Stofa topper med stigninger på 15 til 40 kr./måned skarpt forfulgt af Waoo med 10 til 30,- kr./måned.
Der ville sandsynligvis have været tilsvarende stigninger, vi havde set fra YouSee, såfremt de ikke havde valgt at tage kampen op.
Nu kigger vi ind i en beskeden stigning på 4-5 kr./måned, som primært skyldes stigning i Koda- & Copydan-afgiften.
Læs mere om baggrunden for konflikten og hvad det betyder her mustsee.yousee.dk/tv2020

Hvad betyder konflikten?
Vi som antenneforening er ikke part i konflikten og har således ikke indflydelse på de forhandlinger, som har fundet sted og de, som stadig pågår.
Canal Digital havde en tilsvarende konflikt med Discovery Networks i 2016, som betød sort skærm i 11 dage, inden parterne nåede til enighed.
I den verserende konflikt mellem YouSee og Discovery Networks har parterne endnu mere at miste, hvorfor det er bestyrelsens håb, at parterne også her når frem til en eller anden løsning i starten af det nye år.

Ind til dette måtte være tilfældet, erstattes Discovery Networks kanaler af andet indhold i de faste tv-pakker, hvorfor der stadig vil være rig mulighed for både at se masser af sport og den bedste underholdning.
Se indholdet og priserne på de nye tv-pakke her
Har du en Bland Selv tv-pakke med en eller flere af de berørte kanaler, vil YouSee kontakte dig og oplyse dig om dine muligheder.

Bestyrelsen har naturligvis også overvejet om den rigtige løsning ville være at skifte leverandør.
Udover at det ikke er noget, som kan gennemføres fra den ene dag til den anden, så er det også forbundet med en del gener for medlemmerne.
Det vil ikke kun kræve en fornyet kanalindstilling, men også betyde et farvel til den form for Bland Selv og tv-bokse vi kender i dag.
For nuværende er det derfor bestyrelsens beslutning, at vi fortsætter samarbejdet med YouSee ind i det nye år samtidig med, at vi følger situationen og løbende vurderer, hvad der samlet set måtte være det bedste for flertallet af vores medlemmer.
På foreningens hjemmeside vil der løbende blive informeret når der måtte være nyt www.gsaf.dk

Pakkeskift
Ønske om pakkeskift gældende fra års-skiftet skal være foreningen i hænde senest 10. december.
Pakkeskift kan bestilles på www.gsaf.dk eller ved at kontakte vores Forenings-administration på 76 95 84 15.

Betaling af kontingent
Opkrævninger udsendes i december måned med forfald 2. januar 2020.
Har du ikke tilmeldt betaling til PBS, så husk at holde øje med posten.
Alternativt fremsender vi meget gerne faktura på mail – kontakt blot vores Foreningsadministration på 76 95 84 15 for tilmelding.
Ønsker du at bestille kvartårlig opkrævning, kan det bestilles inden 10. december på www.gsaf.dk eller ved kontakt til Foreningsadministration på tlf. 76 95 84 15. Kvartårlig opkrævning vil være pålagt et administrationsgebyr på 50,- kr. pr. opkrævning.
Vi opfordrer til, at man bruger formularerne på vores hjemmeside www.gsaf.dk, når man ønsker at kontakte Foreningsadministration, da dette sikrer, at alle oplysninger er til stede for korrekt behandling.

FM-signalet slukker januar 2020.
Det er 3 år siden, det store FM-sluk blev gennemført landet over, men hvor vi besluttede at udskyde FM-sluk længst muligt i vores forening.
Nu er der desværre ingen vej uden om, idet opgradering af vores net betyder, at vi pr. januar 2020 også bliver nødt til at slukke for FM-signalet i vores anlæg.
Læs mere om FM-sluk og dine muligheder her

Med venlig hilsen

Bestyrelsen


 

FDA nyheder